I starten af november fandt vi ud af, at Lily skulle være storesøster. Vi vejede for og imod - og valgte for. Da jeg ventede Lily blev jeg sygemeldt i uge 14 efter flere ugers smerter i ryggen. Denne gang begyndte min ryg allerede at lave ballade fra uge 5.
Den 20. december blev jeg opmærksom på noget var galt og det blev ved. Lægen og lægevagter (i flertal) sagde, at det kunne være starten på noget slemt eller helt normalt, "God jul og ring igen hvis det bliver værre.". Ja tak, det var jo en fantastisk jul, hvor de netop pga. julen ikke kunne/ville scanne mig før efter d. 27., for at se, at alt var okay/give nervevraget ro.
Endelig juleaftensdag snakkede jeg med en sød vagtlæge, der mente, at jeg ikke kunne vente så længe. Så endelig blev jeg scannet og fik den nedslående besked, at der var ingen baby længere. Av mit hjerte.
Det var den værste dag nogensinde. Og det var så svært at tage til juleaften hos familien og være glad. Jeg følte mig så tom og trist, og gør det stadig.
Men så kommer det søde; hvad der var den værste dag, blev også en af de bedste. Min kæreste gennem snart fem år, far til verdens dejligste monsterunge, friede til mig samme aften!
Og selvfølgelig sagde jeg "ja". Og tudede.
Jeg fik den smukkeste ring, som han selv har designet.
Det var så mit julemareridt og -eventyr. Det var bare så rart, at det ikke kun skulle være en dårlig dag, men at den kunne få en lykkelig slutning. Jeg føler mig lidt Disney-prinsesse-agtig.
 |
