Om at føle efter

.. Og sige nej, på de rigtige tidspunkter.

Lilys dagplejemor, som faktisk er verdens bedste, bliver privat fra 1. november.
Fordi hun er verdens bedste og Lily holder meget af hende, har vi valgt, at Lily bliver hos hende.
Der er både fordele og ulemper ved den private pasningsordning, men det er der jo også ved den kommunale.

Det betød så, at den kommunale dagpleje søgte en ny dagplejemor. Jeg sendte faktisk en ansøgning til dem tidligere i år, men hørte ikke noget på den.
Så jeg gjorde ansøgningen endnu bedre og fik den afleveret. Desuden var jeg til et infomøde omkring Dagplejen, som de havde i forbindelse med stillingopslaget.

De kunne åbenbart lide min ansøgning, for de ville gerne ud og se mit hjem; om det er egnet til dagpleje.
Hun kom forbi i mandags, og selvom hun startede ud med at sige, at det hun sagde i løbet af besøget ikke var personligt, men fordi det i dagtimerne vil være en offentlig institution, er det svært ikke at føle sig truffet når hun "kritiserer" ens hjem.
Men på trods af størrelsen på huset og lidt småting, der skulle fikses, inden det ville kunne godkendes, var det vist gået rimelig godt.
Det var faktisk gået så godt, at de ville have mig til samtale onsdag formiddag.

I mellemtiden nåede jeg dog at komme i tvivl. Ville jobbet passe ind i vores familieliv lige nu?
Der er så mange fordele ved det job og det er virkelig et drømmejob i mine øjne. Samtidig måtte jeg tænke over, om jeg/vi kan klare en arbejdsuge på 48 timer, Dagplejens mange krav og regler, hvordan med Lily, for ikke at tale om min stress tidligere på året. Så jeg besluttede mig for at takke nej, for lige nu vil det passe min familie og mig bedre med et 8-16 job som kontormus. Desuden gælder det kontorgrundforløb, som jeg er i gang med nu, kun i to år.

Jeg valgte at tage til samtalen for at få den erfaring - jeg har aldrig været til en jobsamtale, hvor valget stod mellem mig og nogle andre.
Jeg nævnte kort min kontoruddannelse, og blev enige med dem om at gå hjem og føle efter om det er kontor eller dagpleje nu.
De ringede til mig samme dag kl. 14.30 for at høre om jeg havde besluttet mig. Det måtte jeg jo fortælle at jeg havde, men at jeg helt sikkert vil sende en ansøgning igen om nogle år. Det var hun lidt ked af at høre, for de ville faktisk ansætte mig!?
Det var et kæmpe skulderklap, for de tager jo ikke hvem som helst til sådan en stilling, men jeg fortryder ikke at jeg takkede nej.

Nu skal jeg i gang med ansøgninger til to elevstillinger på skolen hvor jeg går, og de skal altså bare sparke R-Ø-V.

Send lidt god karma min vej og kryds hvad krydses kan!