Sider

torsdag den 27. december 2012

Det sure med det søde

Egentlig er det her slet ikke relevant for nogle er jer, men det er måske bare min måde at bearbejde det på; min blog, mit frirum, min "tankelosseplads". Eller også har jeg taget skade af at blive tvunget op af lille monsterunge kl 5.40...

I starten af november fandt vi ud af, at Lily skulle være storesøster. Vi vejede for og imod - og valgte for. Da jeg ventede Lily blev jeg sygemeldt i uge 14 efter flere ugers smerter i ryggen. Denne gang begyndte min ryg allerede at lave ballade fra uge 5.
Den 20. december blev jeg opmærksom på noget var galt og det blev ved. Lægen og lægevagter (i flertal) sagde, at det kunne være starten på noget slemt eller helt normalt, "God jul og ring igen hvis det bliver værre.". Ja tak, det var jo en fantastisk jul, hvor de netop pga. julen ikke kunne/ville scanne mig før efter d. 27., for at se, at alt var okay/give nervevraget ro.
Endelig juleaftensdag snakkede jeg med en sød vagtlæge, der mente, at jeg ikke kunne vente så længe. Så endelig blev jeg scannet og fik den nedslående besked, at der var ingen baby længere. Av mit hjerte.
Det var den værste dag nogensinde. Og det var så svært at tage til juleaften hos familien og være glad. Jeg følte mig så tom og trist, og gør det stadig.
Men så kommer det søde; hvad der var den værste dag, blev også en af de bedste. Min kæreste gennem snart fem år, far til verdens dejligste monsterunge, friede til mig samme aften!
Og selvfølgelig sagde jeg "ja". Og tudede.
Jeg fik den smukkeste ring, som han selv har designet.

Det var så mit julemareridt og -eventyr. Det var bare så rart, at det ikke kun skulle være en dårlig dag, men at den kunne få en lykkelig slutning. Jeg føler mig lidt Disney-prinsesse-agtig.
 

mandag den 17. december 2012

Jeg har været heldig

Her i december har en masse bloggere lavet give aways, og endnu flere bloggere har deltaget, incl. mig.
"Hvis man ikke deltager, vinder man heller ikke", og jeg har deltaget - og vundet TRE gange!
Hos Muslingens mor har jeg vundet en hagesmæk til Lily. Jeg er spændt på at se hvordan den kommer til at se ud.
Hos MARIES FABRIK har jeg vundet en gul sypige.
Og til sidst har jeg hos Binemor har jeg vundet en retrokasse.

Når jeg modtager pakkerne skal jeg selvfølgelig nok tage billeder af det hele :)

Og intet indlæg uden billeder; så I får et billede af gårsdagens kagebagningsresultat. Hvert år bager jeg julekager med min fars kone, min søster og lillebror (når han ellers gider, det var ikke tilfældet i går).
Det blev til Vaniljekranse, Jødekager, Brunkager, Finskbrød og Chokolademandler.